Næsearbejde til
konkurrencer og hyggetræning

Jeg synes altid det er interessant at se hunden bruge sin næse. I DKK’s lydighedsprogram er der en øvelse der består i at hunden skal finde en pind med førerens fært, blandt pinde uden førerens fært. Selv om man ikke træner sin hund til DKK’s lydighedsprøver er det en meget sjov øvelse at gå i gang med og man kan begynde allerede i hvalpealderen. Hvem vil f.eks. ikke gerne have en hund der kan finde ejerens nøgler. Artiklen er en revideret udgave af en tidligere artikel.

Tekst & foto: Christina Ingerslev

Jeg kan hunske den første hund, jeg skulle lære en næseprøve for over 15 år siden. Instruktøren tog en stor bunke klemmer, jeg satte min fært på en klemme, som instruktøreren tog og smed ind i bunken af klemmer, mens min hund så på det. Hunden gik hen til bunken, snusede sig frem til klemmen, kom tilbage med den og fik en god belønning. Derfra var det jo bare at pudse øvelsen af. Helt så let går det ikke i alle tilfælde, har jeg siden hen erfaret.

I denne øvelse gælder det altså om at skelne en genstand fra andre lignende genstande alene ud fra duften. Selv om det er en konkurrenceøvelse, er den anvendelig i mange sammenhænge. Nogle af mine kursister lærer hunden at finde nøgler, så hunden kan identificere ejerens nøgler blandt andres nøgler, men man kan i princippet lære hunden at finde alt muligt.

Hvis hunden ikke skal/kan samle genstanden op, kan den lære at markere genstanden, sådan som man gør det til sporprøver. Du kan uddanne din hund til „ID-hund" således, at den kan snuse til en fremmedfært på en genstand, hvorefter den finder den samme fremmede fært på en fært-belagt genstand, blandt andre færtbelagte genstande.

Hvis din hund af en eller anden grund skal holdes i ro rent fysisk, er næsearbejde en af de gode muligheder, der eksisterer for at aktivere hunden mentalt. Helle Poulsen og jeg har anvendt en række forskellige metoder til indlæring af næseprøven. Klikkeren kommer virkelig til sin ret i denne øvelse. Ved at bruge klikkeren har vi haft mulighed for at forbedre timingen og opdele øvelsen mere, end vi tidligere har gjort det.

Der er mange forskellige måder at indlære næseprøven på. Det eneste det drejer sig om er finde lige den måde, hvor vi kan få hunden til at forstå, hvad øvelsen går ud på. I denne artikel vil vi skitsere nogle metoder, der kan bruges til at understøtte den enkelte hunds stærke og svage sider.

Næseprøven er en spændende øvelse, som i virkeligheden burde være meget let for hunden. Det at finde en pind med førerens fært blandt 6 ens genstande, er ikke nogen større udfordring for en hund. Da det er en øvelse, der er sammensat af mange delmomenter, kan det imidlertid være svært for hunden, at finde ud af hvad det er føreren ønsker. Hvis næseprøven skal bruges til konkurrencer er der derudover en række krav til, at hunden ikke må løfte eller smage på genstande uden fært, og ikke må gå forbi den rigtige genstand. Vores erfaringer viser, at det en fordel at begynde indlæring af øvelsen tidligt, specielt hvis du har en apportglad hvalp. Indlæringen af søgeadfærd kan nemlig uden problemer påbegyndes, før hunden har lært apport, faktisk kan det være en fordel, fordi man så udelukkende kan fokusere på søgemomentet.

Den række af delmomenter som næseprøven består af, trænes altså bedst hver for sig og bringes på kommando, inden de kædes sammen. Fordelen ved at træne i delmomenter er som bekendt, at hver adfærd kan indlæres, styrkes og holdes ved lige for sig selv. Føreren kan perfektionere de enkelte delmomenter og ikke mindst belønne det separat. Hvis føreren kun forstærker det sidste led i adfærdskæden under indlæringen af øvelsen, vil de midterste led have en tendens til at smuldre.

Når vi træner næseprøve, er søgedelen det midterste led, som derfor må styrkes separat i indlæringsfasen. Hvis hunden kun belønnes, når den kommer ind på plads med genstan-den, får nogle hunde så stor motivation til at hente en genstand til føreren, at de skynder sig ud og bare plukker en tilfældig pind op fra rækken. Hvis det sker, er der behov for at forstærke søgeadfærden, i stedet for at apport/aflevering. Det er derfor vigtigt for et godt resultat, at de to dele af øvelsen er godt afbalanceret.

Når kæden sættes sammen bliver hvert veludført delmoment i adfærdskæden en belønning og et signal til at gå videre til næste led. Derfor skal hunden kun have lov til at apportere genstanden, hvis søgedelmomentet er udført godt nok. I næseprøven skal du f.eks. ikke give hunden mulighed for at apportere, hvis søgemomentet ikke er udført. Da apporten i sig selv er en belønning for mange hunde, vil den på den måde få en belønning uden at den har gjort det vi ønsker af den.

For at undgå at hunden får forstærket apportmomentet for meget, lavede vi nogle forsøg med at begynde træning af søgemomentet før apporttræningen. Vi afprøvede hypotesen på forskellige hundetyper og det viste sig, at hunde med en høj apportadfærd med fordel kan lærte at søge inden de begynder at samle op. For hunde med en noget lavere apportadfærd som f.eks. Beagler, skete der det at, forstærkningen af søgeadfærden gjorde det meget lettere at arbejde med at samle næseprøvepinden op.

Jeg synes derfor at det er en fordel, at arbejde med en metode, hvor hundens søgeadfærd forstærkes og sættes på kommando, inden hunden får lov til at samle genstandene op. På den måde kan man forstærke det ene moment, der består i at slå øjnene fra og næsen til. Denne opdeling af næseprøven i to parallelle forløb giver mulighed for, at apportglade hunde får styrket søgedelen og for at hunde der ikke er så interesserede i at apportere, men har høj søgeadfærd kan blive belønnet for det de faktisk er gode til. Fremgangsmåden er blevet afprøvet på vores egne unge og gamle hunde og på vores sagesløse kursister med et godt resultat. Vi fokuserer i denne artikel specielt på søgemomentet og vil forsøge at komme med forskellige forslag til, hvordan dette kan stimuleres hos hunden. Vi begynder med indlæring af næseprøve til lydighedsprøver og fortsætter med hverdagsanvendelser af øvelsen.

Næseprøvens to parallelle forløb med hver sin kommando, består af følgende delelementer:

Forstærkning af snuseadfærd

Begynd med en næseprøvepind, som du viser hunden, mens du holder pinden i hånden. De officielle mål er 2 x 2 x 10 cm, men du kan selvfølgelig bruge det du har nemmest ved at skaffe. Det vigtigste er at der ikke er din fært på de pinde hunden ikke må tage. Og nej det hjæpler ikke nok at fryse dem eller komme dem i opvaskemaskinen. Brug en pølsetang til at håndtere de „rene" pinde og opbevar dem gerne udendørs. Hvis din fært er på de „rene" pinde lærer hunden bare at finde den pind med mest af din fært, og det er jo ikke det vi ønsker.

Brug ikke klemmer da de kan klemme hunden i munden. Klik for at hunden ser på pinden, eller hvis hunden er mere interesseret for at den dutter på pinden. Gentag dette nogle gange, til hunden har forstået hvad det drejer sig om. Tag pinden om på ryggen, eller ned i lommen lige så snart du ikke er klar til at klikke og belønne din hund for at kigge eller dutte på pinden.

Hvis du har en apportglad hund, er det vigtigt at klikke hurtigt, så hunden ikke tager pinden i munden. På nuværende tidspunkt er det mest af alt en touch hunden udfører, da den ikke nødvendigvis snuser til pindene endnu, men det er helt OK. Så lægger du pinden på jorden/gulvet og klikker og belønner for at hunden dutter på pinden. Når det går godt kommer du til næste trin der består i at gemme pinden lidt, f.eks. i lidt græs eller inden døre bag et stoleben. Det er nu hunden skal bruge sin næse til at finde genstanden. Klik også gerne for at hunden går rundt og søger. Det er søgeadfærden der skal forstærkes.

Hunden er allerede nu ved at lære, at markere en pind der bærer førerens fært. Klik og beløn for at hunden dutter på pinden med næsen, når den har fundet pinden. Begynd at sætte kommando på f.eks. „søge", når hunden villigt går ud for at lede efter pinden. Giv kun signalet søge en gang, da det betyder „led efter pinden og find pinden". Træningen med en pind er en god lejlighed til at stimulere hundens søgeadfærd. Vores erfaring er, at træningen med én pind er en rigtig god måde, at få hunden sporet ind på at bruge sin næse. Snusekommandoen kan også knyttes sammen med en af de andre metoder, der beskrives senere i artiklen, hvis du foretrækker at bruge dem til at starte hunden i øvelsen. Det vigtigste er, at du løbende vurderer, hvordan din hund bedst kommer videre med øvelsen. Ligesom i alle andre øvelser er det en fordel, at skrive notater fra træningen i en træningsdagbog.

Efter træningen med en pind og forstærkning af søgeadfærd, skal du i gang med en eller flere af de metoder vi beskriver i det følgende. I flere tilfælde har vi kombineret nogle af metoderne, alt afhængigt af hvad hunden har behov for at blive styrket i.

Bunkemetoden: Én rigtig – mange forkerte

(Se billedserien øverst i højre spalte)

Denne metode lærte vi af en nordmand der holdt et lydighedskursus for os i Danmark, før vi kendte til klikkertræning. Jeg havde på det tidspunkt en hund med en tårnhøj apportlyst, som ikke havde tid til at snuse på pindene. Efter at have afprøvet et par andre metoder, kom nordmanden frem med denne metode, som lige præcis virkede på ham.

Du selv eller en hjælper lader hunden se, at pinden med fært bliver lagt ud ved siden af en bunke med 10 – 20 pinde uden fært. Den rigtige genstand skal ligge i ca. 30 - 40 cm afstand foran bunken. Så snart hunden har duttet på den rigtige genstand klikker eller roser du hunden. Metoden kan også gennemføres selvom hunden samler genstanden op. Gentag proceduren, mens hjælperen efter hver gentagelse gradvist flytter den rigtige genstand om bag ved bunken, så hunden til sidst ikke kan se, hvor den bliver lagt. Flyt i en træningssession pinden rundt om bunken, til den er omme på den anden side, sådan som det er vist på de første 4 billeder herunder. De følgende gange du træner begynder du forfra på proceduren, men du øger kravene ved at rykke pinden tættere på bunken, til den til sidst ligger mellem de andre træpinde, som vist på billede 6. Dvs. at du i hver træningssession går lidt tilbage i forløbet og fortsætter lidt længere end du var sidst, selvfølgelig afpasset efter hundens reaktioner.

I løbet af forbløffende kort tid forstår hunden, at den skal bruge sin næse, når den ikke mere kan se den pind, som den ved den skal finde. Derefter kan du gradvist gøre øvelsen sværere ved at sprede bunken ud og derefter lægge den rigtige genstand blandt de andre. Når hunden er sikker i øvelsen, kan man gradvist reducere antallet af genstande.

Ikke apporterbare genstande

Hvis din hund er meget apportglad, kan det blive meget tidskrævende at lære hunden at søge uden at samle op. I de tilfælde kan du prøve denne metode: Efter at du har arbejdet med at hunden som tidligere beskrevet, søger efter en enkelt genstand, placerer du ca. 5 – 6 ikke apporterbare genstande et par meter foran hunden. Valget af genstande afhænger af hvor apportglad din hund er. Du kan f.eks. bruge mursten, gamle sko, syltetøjsglas, ølflasker osv. Bare du er nogenlunde sikker på at hunden ikke apporterer genstandene.

Derefter placerer du næseprøvegenstanden mellem de andre genstande – gerne bag en af de udlagte genstande, så hunden ikke kan se næseprøve-genstanden med det blotte øje. Du sender nu hunden ud at søge, ligesom da den skulle finde den ene genstand. Det er ekstremt vigtigt at være tålmodig og at belønne hunden for at søge, således at du i begyndelsen klikker idet hunden finder genstanden, ikke når den er kommet ind på plads med genstanden. Når det går godt, kan du begynde at bytte de ikke apporterbare genstande ud med mindre og mindre genstande og efterhånden lægge nogle andre næseprøvepinde ind imellem de store genstande. Gradvist – meget gradvist bytter du alle genstandene ud med næseprøvepinde. På billedet herunder kan du se et eksempel på genstande, der kan bruges til denne øvelse. Hunden der træner med disse genstande er snart klar til at få byttet nogle af genstandene med almindelige træpinge.

Alle pinde med fært

En anden måde du kan få hunden til at forstå øvelsen på, er ved at lægge seks pinde alle med førerens fært ud i en række. Starten på denne metode er god, fordi hunden simpelthen ikke kan lave fejl. Den skal bare gå ud og dutte til en af pindene. Klik og beløn når hunden har næsen ned mod en af pindene. Hvis du ikke har lært hunden at søge på en pind, kan snusekommandoen lægges på her. Metoden er også god til lidt usikre hunde eller hunde, der på grund af fejlindlæring, har fået en dårlig association til næseprøven. Hvis hunden er meget usikker og ikke går ud til pindene, kan du f.eks. klikke for, at hunden viser interesse for pindene ved at se på dem og for at hunden begynder at gå ud til pindene. Det giver en sikker mulighed for at belønne hunden. Når hunden er sikker i at gå ud og markere en af pindene, bytter du selv eller en hjælper, en af pindene med fært ud med en pind uden fært. Læg ikke pinden uden fært der, hvor hunden lige har markeret en rigtig pind. Når hunden ved et tilfælde markerer pinden uden fært klikker du ikke. Hunden bliver en lille smule forbavset i et kort øjeblik, hvorefter den i de fleste tilfælde vil gå videre til en anden pind og markere den. Klik og giv megen ros.

Det er vores erfaring, at belønningen skal være rimelig stressfri i forbindelse med søgemomentet. Derfor er godbidder gode i den sammenhæng. Hvis du belønner med leg eller bold vil hun-den have en meget større tendens til at plukke en genstand op næste gang den laver øvelsen – og det ønsker vi ikke endnu – først når hunden sikkert kan markere den rigtige genstand – dvs. når den har forstået, at den skal finde pinden med førerens fært. Hvis hunden derimod ikke er tilstrækkelig interesseret i at markere genstanden, kan du lave et par gentagelser med en belønning hunden synes bedre om. Efterhånden som hunden forstår, at der er nogle genstande der ikke fører til belønning, kan du bytte flere og flere pinde med fært ud med pinde uden fært. Til sidst ender du med at have fem pinde uden fært og en pind med fært.

Tiøren skal falde

Alle de nævnte metoder indeholder et sted, hvor hunden skal blive klar over at føreren ønsker, den skal lære at kende forskel på „rigtige" pinde og „forkerte" pinde. Lige i de sekunder kommer hjernevindingerne på arbejde og hunden skal tænke over, hvad det er vi ønsker den skal gøre. En af de unghunde vi arbejde med lagde sig ned et kort øjeblik – vi stod bare stille – hun rejste sig op og gik hen og duttede på den rigtige pind – tiøren var faldet!

Der vil altid komme en lille frustration hos hunden, når den forventer et klik, som den ikke får, men det er en del af læreprocessen og vores opgave er at gøre det så let for hunden som mu-ligt, at gætte hvad den så skal gøre.

Når du er kommet så langt, at hunden kan dutte på den rigtige genstand hver gang, er meget af arbejdet gjort, men der er stadig flere delmomenter der skal sættes på, før vi har en færdig øvelse. Apportdelmomentet, som vi ikke skriver om her, trænes for sig og sættes sammen med søgedelmomentet. Det er meget hurtigt gjort – giv hunden en apportkom-mando, idet den markerer den rigtige pind, eller vent et lille øjeblik med at klikke. De fleste hunde vil i løbet af meget få gentagelser hente næseprø-vepinden. Den tidligere omtalte apportglade unghund lærte opsamlingen i løbet af få gentagelser og det var som om hun nu pludselig kunne se en mening i øvelsen.

I denne øvelse er der mange muligheder for at klikke for ønsket adfærd, også mange flere end vi tidligere har klikket for. Det at snuse til en pind uden fært er jo faktisk ikke en uønsket adfærd – kun hvis hunden markerer eller tager en forket pind op. Det drejer sig om at få et mere roligt og koncentreret søg, så hunden holder op med at plukke tilfældige pinde op. Søgedelen af næseprøven skal belønnes. Nogle hunde er stressede i søget, fordi det at samle pinde op er blevet belønnet mange gange. Derfor kan de have tendens til at samle en pind op efter f.eks. 10 sekunder uanset om det er den rigtige eller ej.

Hunden kan komme ud af dette mønster ved at lære delmomentet „gå over pinde uden at plukke dem op". Læg en række pinde uden din fært ud på en tætklippet græsplæne eller et andet sted uden højt græs. Placer en godbid mellem næseprøvepindene. Alle pindene skal være uden fært. På denne måde oplever hunden, at det er en god oplevelse at gå over pinde uden fært. En anden måde at få et mere roligt søg, er ved at stille en tallerken med en godbid på, i den ene ende af rækken med næseprøvepinde, sådan som det er vist på billedet herunder. Hunden spiser godbidden og begynder at søge. Stil tallerkenen i samme ende af rækken hver gang og du har et systematisk søg fra den ene ende.

Hvis hunden tygger

Nogle hunde vil meget gerne tygge på næseprøven eller andre apportgenstande. Det kan der være flere grunde til. Ofte skyldes det stress og/eller at hunden er i konflikt med sig selv, fordi den dybest set ikke rigtig har lyst til at aflevere det „bytte", den lige har hentet til føreren. Hvis hunden tygger, skal apportmomentet selvfølgelig trænes separat, så tyggeproblemet bliver løst inden hele næseprøven kædes sammen. Det problem kan løses på flere måder, et godt forslag er at du giver hunden et nyt „bytte" i stedet for den apportgenstand den lige har hentet, eller at hunden får lov til at beholde apportgenstanden. Kort sagt skal værdien af din belønning overstige værdien af den genstand der skal hentes.

Nøgler eller andre genstande

Hvis du ikke har lyst til at gå til prøver, men bare vil aktivere din hund kan du bruge den samme metode til at lære hunden at finde dine nøgler mellem andres eller at afsøge et område for at finde dine nøgler. Den eneste forskel er at det er nogle andre genstande. Nogle hundefører siger at det vil de gerne lære, men at deres hund ikke kan samle nøgler op. I de tilfælde kan man lære hunden at markere genstanden ved at sætte sig, dække, gø eller noget andet når den har fundet genstanden.

Begynd med at træne meldeadfærden en 4 - 5 gange i træk. Send hunden ud at søge - på meget kort afstand - giv kommandoen for meldeadfærden, f.eks. dæk og kli og beløn hunden. Efter nogle gentagelser vil fundet af næseprøvegenstanden udløse meldeadfærden uden at du behøver at sige kommandoen.

Held og lykke med næsearbejdet