Hunden er menneskets
bedste ven

– Men hvorfor er den egentlig det?

Hund—menneske relationen er helt unik. Vi har ikke det samme forhold til noget andet husdyr. Hvad er det, der gør hunden så speciel i forhold til mennesker og hvilken betydning har hunde egentlig for mange mennesker i deres hverdag.

Utallige hunde har gennem århundreder skrevet sig ind i vores historiebøger. Tænk bare på Olav Tryggvassons Vige, som var en sand vikingehelt, Skt. Bernhardshunden Bäri, der efter sigende reddede 40 menneskeliv i alpernes sne, for til sidst at redde en mand, der var så bange for hunde, at han skød den eller New Foundlandshunden Bob, der levede mange år som hjemløs hund ved Themsen og af egen drift reddede adskillige mennesker fra at drukne. De står i historiebøgerne side om side med Maria Stuarts lille cavalier, som krøb frem under hendes kjole, da hun var blevet halshugget og som forsvarede hovedet af sin elskede ejer så indædt, at den for tid og evighed er blevet et symbol på trofast kærlighed. Disse hunde udførte bedrifter, som er det stof, myter og legender er gjort af og selvom historierne om dem måske er vokset med tiden, så er det umiddelbart til at forstå, hvorfor de fortjente deres mindesmærker for at være noget ganske særligt.

Hundens status
Anderledes er det umiddelbart med den statue, der står i havnebyen Dampier i Western Australia. Statuen er et mindesmærke over et gadekryds, som blev kaldt Røde Hund. Røde Hund levede i byen, og alle mulige andre steder, i årene 1971-79. Ved sin død var han medlem af fagforeningen, havde egen bankkonto til betaling af blandt andet dyrlægeregninger og sin egen plads i bussen. Da en ny chauffør engang nægtede Røde Hund adgang til bussen, udløste det en stor strejke på byens stålværk. Som den eneste hund i byen havde han ret til at komme i indkøbscenteret, blaffede lifts med bilister han syntes om og bankede på byens døre, når han trængte til mad og omsorg. Og det fik han. Han blev med årene en lige så vigtig og ukrænkelig indbygger som alle andre. Men han reddede angiveligt aldrig nogens liv eller udførte andre af de bedrifter, man normalt får statuer og medaljer for. Han var ”bare” en hjemløs og endda en hund. Hvad var det så, der gav ham den status, han fik?

Tilsvarende mærkværdigt kan det forekomme, når man ser den engelske Victoria Stilwell på TV i programmer om hunde, der opfører sig så forfærdeligt, at man ikke forstår, at de stadig har et hjem at bo i. Hunde, der knurrer af manden i huset, når han vil i seng. Hunde, der bider gæster eller husets egne beboere, besørger i møblerne og angriber alle andre, når de er ude at gå tur. Og det får de lov til i årevis!! Jamen, hvad er det, der gør, at ejeren smiler og siger: ”Han er da så sød” eller ”Den bider kun folk, den ikke kender, så det er i orden”. Hvad er det, der giver de hunde ret til at leve og tyrannisere hjemmet? De er jo trods alt kun dyr. Er de hunde menneskets bedste venner? Ejerne vil sikkert sige ja.

Anders Hallgren har lavet en undersøgelse af hundeejeres følelser for deres hunde ved at teste, hvordan de ville reagere i forskellige situationer, hvis det var et barn, der havde eller gav problemer og hvis det var en hund. Der var ingen forskel. Alt tyder på, at for en hundeejer har hunden samme plads i hjertet som et barn. På samme måde som man finder sig i en umulig søn, en bidsk svigermor eller andre vanskelige familiemedlemmer, så lukker man også øjnene overfor en forfærdelig hund – man elsker den jo! Og man får jo heller ikke svigermor aflivet ...

Da hunden blev en hund
Hvornår hunde og mennesker blev venner fortaber sig i vores allertidligste historie. Forskerparret Ray og Lorna Coppinger mener, at det skete, da de mindst sky vilde ulve begyndte at søge hen til menneskernes affaldspladser for at søge føde. Af dem, der gjorde det, fik de allermindst sky den bedste føde og dermed mulighed for at opfostre de fleste hvalpe. Da skyhed i høj grad er et arveligt træk, fik de hvalpe, som var endnu mindre sky. Til sidst var de blevet til dyr, der slet ikke var bange for mennesker. De var blevet til hunde. De sky ulve derimod blev ved med at være netop det og er det den dag i dag. Om denne domesticeringsteori er den korrekte, ved vi ikke med sikkerhed, men hundens vilde ophav, ulven, har på et tidspunkt på en eller anden led forandret sig over mange generationer til den tamhund, vi kender i dag.

Den russiske forsker Dmitri Belyaev foretog i 1950’erne et selektionsforsøg på en farm, hvor man opdrættede sølvræve. I forsøget blev rævene selekteret ud fra ét enkelt kriterium, nemlig tamhed. Over en række generationer udvalgte Belyaev systematisk de ræve, der udviste mindst flugtadfærd og lod dem få hvalpe med hinanden. I løbet af bare 18 generationer ændrede rævene markant adfærd og blev tamme og hundeagtige i deres adfærd. De opsøgte kontakt til mennesker, udviste venlig social adfærd overfor mennesker og lod sig klappe, håndtere og bære på uden nogen tegn på ubehag. Det meget interessante ved Balyaevs ræveforsøg er også, at rævene ud over at ændre sig adfærdsmæssigt også ændrede udseende og fik flerfarvet pels, hængeører, høj og buet haleføring, hundeagtig gøen og løbetider to gange årligt i stedet for én gang som hos de vilde ræve. Resultaterne fra denne undersøgelse kunne pege i retning af, at vores hundes varierede udseende til dels kan være opstået som bivirkninger af en selektion på helt andre træk, nemlig tamhed eller formindsket flugtafstand til mennesker. Der er altså tilsyneladende en genetisk sammenhæng mellem adfærden og udseendet, som vi ikke ved ret meget mere om.

Hvor mange år der er gået, siden den første ulv luskede hen til bopladsen, ved vi ikke med sikkerhed. Hunden er afbilledet som aktiv jagtkammerat til mennesket på franske helleristninger og man finder også hundeknogler på bopladser fra jæger- og samlertiden i både Europa og Afrika. Vi kender til grave fra stenalderen, hvor menneske og hund er begravet sammen, ofte med menneskets hånd på hundens hoved eller med hunden i menneskets arme. Allerede dengang har der tilsyneladende været varme følelser mellem hund og ejer.

Fælles træk
Hunden er det allerførste dyr mennesket tæmmede og begyndte at foretage selektiv avl på, altså det allerførste husdyr. Det betyder også, at vi i årtusinder har avlet på at skabe et dyr, som passede til os. Et dyr vi let kunne kommunikere med og forstå. Intet andet dyr er blevet avlet så intenst til at skulle samarbejde med mennesker som netop hunden. En ko er også et domesticeret husdyr, men den skal stadig bare lave mælk og føde kalve og evt. trække en vogn. Ingen forventer af den, at den henter avisen eller redder folk ud fra brændende bygninger. Og ingen (eller næsten ingen) ville drømme om at have den inde i huset.
Patricia McConnell gennemgår i sin bog For the Love of a Dog en lang række af vores medfødte ansigtsudtryk som smil, gråd, vrede etc. og illustrerer med fotos, hvordan disse ansigtsudtryk ligner hinanden hos mennesker og hunde. Det er tankevækkende at se billederne af hund og menneske side om side og opdage, at ja, ligeså let som jeg kan læse mit barns ansigtsudtryk, kan jeg faktisk også læse min hunds. Det betyder, at der kan foregå en masse ubevidst kommunikation mellem hund og menneske, som gør, at vi synes, at det er let at være sammen.

”Jamen”, vil kritikere sige, ”masser af mennesker kan tydeligvis ikke læse deres hunds kropssprog! Det kan man da se hver dag på træningsbanerne.” Og det er rigtigt. Masser af mennesker kan ikke forstå, hvad deres hund siger. Det betyder ikke, at det er forkert at sige, at de ligner os. Mange mennesker kan heller ikke læse deres medmenneskers kropssprog eller forstå, hvad de siger. Ellers ville parterapeuter og psykologer næppe kunne drive forretning. Nyere forskning viser faktisk, at hunde er bedre end både tamme ulve og chimpanser til at aflæse og handle i forhold til visuelle tegn fra mennesker som det at pege eller se i retning af en genstand, der indeholder mad.

Hundens måde at leve på ligner også vores meget. Både hunde og mennesker er sociale. Vi har brug for at indgå i et fællesskab både psykisk og fysisk for at kunne overleve. I den enkelte gruppe er der ledere og dem der følger trop – eller sagt på en anden måde; der er individer med megen selvtillid og nogen med mindre selvtillid og der er forskellige grader af udadvendthed, som er bestemmende for, hvilken rolle vi indtager i gruppen.

Begge arter er også aggressive. Vi slås for at forsvare de goder vi har, som f.eks. den rigtige partner (en løbsk tæve/den rigtige mand/kvinde (jalousi er som bekendt en almindelig årsag til slagsmål og drab blandt mennesker) og territorier (bare spørg hegnssynet!) og meget andet, der har værdi for os.

Vi spiser grundlæggende de samme ting i en grad, så vi kan dele aftensmaden. Vores døgnrytmer ligner hinanden og vi vil gerne have en fast base, hvor vi hører til.
Vi har altså umiddelbart let ved at forstå hundes reaktioner og behov. Lettere måske, end ved at forstå mange andre dyr. Men det, at vi har let ved det, gør også, at vi til tider glemmer forskellene og gør os skyldige i fejlfortolkninger og forventninger, som ingen andre dyrearter udsættes for i det samme omfang.

Hvorfor holder vi hund?
At hunden er let at have og tilpasset os gennem generationer kan ikke alene forklare, hvorfor vi har hunde som de husdyr/kæledyr, der står os nærmest. Rotter ligner faktisk også mennesker meget og har på glimrende vis tilpasset sig vores samfund gennem århundreder, men de fleste af os skriger stadig, når vi møder en.
Selvom mange hunde er arbejdshunde med et vigtigt job at passe, så er de fleste af vores hunde i dag familiehunde med funktion som selskabshunde. Det er hunde, vi køber, fordi man da må have hund. De behov de dækker er snarere af psykologisk end af praktisk karakter i de fleste tilfælde i dag.

Spørger man folk om, hvorfor de har hund, vil man ofte få svar som; ”Vi har altid haft hund og den gamle døde..” eller ”vi havde hund derhjemme og nu har jeg selv et hjem”. Går man lidt dybere, får man svar som: ”Det er så dejligt, at der er en, der elsker en” eller ”Der er altid nogen at komme hjem til.”

Grundlæggende har vi som mennesker et stort behov for at være elskede. For at have loyale, trygge venner, vi kan stole på. Uanset hvordan vi vender og drejer det, så kan selv den bedste menneskeven svigte. Mennesker kan lyve, sladre eller sælge din hemmelighed for egen vindings skyld. Det gør hunde aldrig! De kan ikke tale og dermed ikke komplicere noget ved at sladre eller sige noget, der kan misforstås. Ord kan skabe så meget forvirring.

En anden egenskab, som blandt andet Kenth Svartberg fremhæver, er hundens evne til tilgivelse. Hvis en hund elsker dig, så gør den det og den holder ikke op med at gøre det. Skulle man blive uvenner – og det sker jo, at man skælder sin hund ud eller den dig – så vil hunden altid søge at genoprette freden. Prøv selv at lægge mærke til det. Ganske kort tid efter du har skældt din hund ud for en eller anden forseelse, kommer den efter al sandsynlighed hen og puffer blidt til dig med snuden. Den siger ”Skal vi være venner igen?”

Mange mennesker, der tilkalder en adfærdsrådgiver, efter at hunden har bidt enten dem eller et andet familiemedlem, vil også fortælle, at hunden efterfølgende kom ”og ligesom sagde undskyld.” Om det ligefrem var undskyld, den mente, tror jeg er tvivlsomt. Det kræver, at den er bevidst om, at den har gjort noget forkert. Det har den i hundens øjne næppe. Men den ved, at den har sagt sin mening, at der opstod en konflikt og at man bør læge konflikter aktivt. Her kunne vi nok lære noget af vores hunde. De bærer ikke nag og de tilgiver os. Det er egenskaber folk ofte fremhæver hos deres hunde og det er egenskaber hos hunde, der formentlig altid har været værdsat. I middelalderen var hunden ligefrem symbol på troskab og ses ofte afbilledet på gravmæler over trofaste hustruer.

I en verden, der kan føles stor og krævende, er hundens selskab ofte en lettelse. Ikke bare fordi man kan regne med den, men også fordi hunde er umiddelbare og ikke har nogen ideer om, at nogle følelser skal man holde for sig selv eller beherske. Er din hund helt fjollet af glæde, så er den det – og det er smitsomt! Er den vred, så viser den det. Den viser, hvad den føler og den forventer intet andet af dig. Du kan være helt dig selv og blive accepteret og elsket for præcis det, du er. Det er måske også grunden til, at terapihunde har så stor succes i arbejdet med mennesker med autisme og andre psykiske forstyrrelser. En hund er meget konkret og det den siger med sin krop, er det den føler.

Behovet for kropskontakt er også alment menneskeligt, men noget der af kulturelle årsager kan være svært at få dækket, især når man er blevet voksen og har lært, at man ikke bare rører ved alle man møder. Ældre på plejehjem lider blandt andet ofte under, at de får alt for lidt berøring. Det er altid okay at nusse sin hund og den viser tydeligt, at den kan lide det. Selvom man har en menneskepartner at nusse på, er det såmænd langtfra altid, at de er ærlige omkring, om de kan lide det eller ej. Det er hunden.

Man ved fra undersøgelser, at det at have kæledyr øger ens chance for at overleve f.eks. efter hjerteanfald, muligvis fordi det at nusse et andet levende væsen sænker blodtrykket og reducerer stress.

En sidste ting, som blandt andet Anders Hallgren fremhæver er, at hundes generelle livsglæde er smitsom. Man bliver simpelthen i godt humør af at være sammen med en glad hund.

De sorte sider
Kerstin Malm opregner i sin bog Hunden, mennesket og relationen en række behov, som hunde dækker hos mennesker. Det er for eksempel netop behovet for at give og føle kærlighed og omsorg. Hun gør også opmærksom på, at denne kærlighed kan have sine sorte sider, når ejeren f.eks. ubevidst er så jaloux, at han ikke tillader hunden selskab med andre hunde eller andre mennesker. I yderste konsekvens, når hunden ikke må omplaceres, hvis ejeren ikke kan have den længere, ”fordi så vil jeg bare gå og tænke på, om den nu har det godt resten af livet.” Hellere død end tilhøre en anden.

For nogle mennesker er grænsen mellem ubetinget kærlighed og ubetinget lydighed flydende. ”Hvis du elsker mig, så gør du, som jeg siger”. Det betyder, at når hunden ikke gør det, man gerne vil have, så føles det, ubevidst, som en voldsom afvisning. Det kan gøre ejeren både såret og meget vred, mens det fra hundens side måske handler om stress, at den ikke forstår, hvad den skal eller meget andet.

Af andre sorte sider i forholdet nævner Kerstin Malm behovet for status, præstation og prestige.
Vi kender alle fænomenet modehunde. At blive anskaffet bare fordi man er smart kan give mange problemer, uanset om man er Paris Hiltons lille taskedyr eller kamphunden, der blev potensforlænger. Mere skjult men meget reelt kan præstationsproblemet være hos de mennesker, man kan møde på træningsbanen. Her handler det ikke om race, men om at hunden skal kunne præstere. Unge hunde presses i nogle tilfælde alt for hårdt, fordi de skal bestå denne eller hin prøve – de skal opfylde ejerens ambitioner. Kan de ikke det, bliver de i visse situationer aflivet, fordi de ikke kan præstere det, de skal.

Lige såvel som ejerens krav om blind lydighed eller toppræstationer kan give hunden problemer, så kan det modsatte også gøre det, nævner Kerstin Malm. Mangel på grænser kan blive til mangel på omsorg. Mangel på indlæring af gode manerer kan føre til stress og frustrationer på grund af afvisninger.

Kerstin Malm anbefaler, at vi alle sammen en gang i mellem stopper op og tager vores forhold til vores hunde op til revision. Hvorfor har du hund? Er det okay at aflive en hund, fordi den ikke er den optimale konkurrencehund? Er det i orden med fysisk afstraffelse af en hund? I bogen findes mange flere spørgsmål, som nok er en tanke værd, men som også kan være svære at svare på, fordi man måske bliver konfronteret med de mindre pæne sider af sig selv.
Det er tankevækkende ofte, at man som adfærdsrådgiver oplever, at når man konfronterer et menneske eller en familie med de problemer og misforståelser, der er i samlivet med hunden, så springer en hel ballon af menneskelige problemer. Forholdet til hunden er blevet symptomatisk for forholdet til ægtefællen, børnene eller store indre konflikter. Vi overfører og medbringer øjensynligt i høj grad de samme handlemønstre, uanset om det er i forhold til vores hunde eller vores medmennesker. Derfor kan det også være en vej til selvudvikling at se nærmere på forholdet til ens hund.

Kald det kærlighed
Grundlæggende er forskere som Kerstin Malm, Anders Hallgren, Patricia McConnell og mange flere enige om, at vores nære forhold til hunden simpelthen handler om kærlighed. At vi vil elske og elskes og at det er hunde faktisk bedre til end mennesker. Men hvad med hunden? Har den de samme følelser for sit menneske?

Ser man på den fysiske side af sagen, så handler følelser om kemi. Vores hjerne udskiller en række signalstoffer, som styrer, om vi er glade, ophidsede, kede af det, forelskede osv. Det er mangel på visse stoffer, der gør os deprimerede. Derfor kan lykkepiller hjælpe. Vi kan kunstigt skabe en overdosis af de stoffer, der gør os lykkelige. Det er det, man gør, når man spiser de moderne designerdrugs.

Udskillelsen af bestemte stoffer fører til en bestemt adfærd, som vi har lært eller måske er født med evnen til at tolke hos hinanden. Vi græder, når vi er kede af det, smiler når vi er glade og så videre. Det er medfødt, ligesom evnen til at aflæse og forstå, hvad andre føler, grundlæggende er en evne, vi er født med. Som nævnt tidligere kan vi i vid udstrækning også genkende følelserne hos vore hunde.

Den del af vores hjerne, der udløser følelser, er ens hos hunde og mennesker. Det er de samme neurotransmittere, de samme receptorer og helt igennem samme struktur og opbygning. Men selvom følelsen af glæde, smerte eller sorg formentlig er den samme, er det ikke nødvendigvis det samme, der udløser dem. Jeg savler af fornøjelse ved tanken om et stykke belgisk chokolade, min mand gør det over visse øl og vores hund gør det sammen ved synet af en kattelort. Hvorfor hund og mand synes, at kattelort og øl er så lækkert, fatter jeg ikke. Men jeg er sikker på, at de gør det.

Kenth Svartberg nævner tryghed som et af de mest basale punkter i hundens forhold til mennesket; at man føler sig selvsikker, elsket, beskyttet, at vide at hvad end problemet er, så ”ordner vi det sammen”. Er denne del af forholdet ikke i orden, siger han, så vil hele samlivet og samarbejdet med hunden lide under det. Spørgsmålet er, om det er så forskelligt fra det, vi mennesker har brug for?

Tilbage til begyndelsen og Røde Hund. Jeg tror, at det, der var det ganske særlige ved denne hund, var, at han gav ubetinget kærlighed. Fordi han ingen ejer havde, valgte han selv, hvem han ville give sin opmærksomhed og hvornår – og dermed blev det til en virkelig gave. Ikke noget, man kunne forlange eller bestille eller forvente. Det blev et privilegium. Når Røde Hund valgte en, blev man noget særligt. Man blev elsket.